Projekter

ENERGIBYEN SKIVE er en udviklingsafdeling, der arbejder med klima, energi og erhvervsudvikling. Vi arbejder udelukkende med at iværksætte tiltag, der fremmer de mål, som er beskrevet i kommunens Klima og Energi Strategi 2029.

Det betyder, at afdelingen først og fremmest tager initiativer til projekter, som herefter forvaltes i tværfaglige projektgrupper med deltagelse af både kommunalt interne såvel som eksterne faggrupper.

Klima & Energi Strategien sætter rammerne for på hvilke indsatsområder, Energibyen Skive skal iværksætte projekter.

Indsatsområder

De største og mest omfattende indsatsområder er i første omgang etablering af biogas og geotermisk varme.

Geotermi

Geotermi er den største og mest oplagte mulighed for at blive selvforsynende med varme. Projekt er i en fremskreden fase og borearbejdet begynder i efteråret 2011. Følg med på Geotermi.

Biogas

Der har hidtil ikke været så meget fokus på biogas i Danmark og Energistyrelsen anbefaler, at ressourcen udnyttes maksimalt. Der er også store støttemuligheder for at hjælpe en produktion af biogas i gang. For at udnytte biogassen skal landbruget og organisationer i landbruget have hjælp til at komme i gang. En bred projektgruppe sammensat af aktører fra bl.a. landbruget, landbrugsorganisationer, faglige konsulenter samt relevante medarbejder i kommunen  skal nedsættes for at arbejde på en plan for området.

Midler og metoder

I Klima & Energi Strategien konkretiserer vi hvilke midler og metoder, vi vil bruge for at nå visionen om at blive CO2 neutral senest i år 2029.

Midler Og Metoder

 

For at forhindre en fortsat stigning i energibehov, vil vi først og fremmest spare på forbruget af fossile brændstoffer gennem energirenovering af vores boliger og industriens produktionslokaler.  

Energirenovering af ældre boliger

I Skive Kommune er der flere tusinde enfamiliehuse, der ikke er tilsluttet kollektiv varme- eller naturgasforsyning, og ejerne vil derfor generelt have en interesse i at lave energirenovering. Her er et nyt marked for virksomheder, som kan skabe arbejdspladser, der rækker langt ud i fremtiden. Det er hensigten, at dette potentiale skal udnyttes lokalt ved at samle lokale teams af rådgivere, entreprenører, håndværkere og finansieringsinstitutter som kan sælge, projektere og udføre energirenoveringer. Følg med på Bæredygtige Boliger.