Borgere i Skive, Holstebro, Struer og Lemvig kommuner skal fra efteråret 2019 til at sortere organisk madaffald fra restaffaldet. Det organiske affald, som eksempelvis er kaffegrums og mad, der er blevet for gammelt i kølekabet, skal genanvendes og laves til biogas, som blandt andet skal bruges til opvarmning af huse.
”Cirkulær økonomi og genanvendelse er fremtiden, derfor er det også vigtigt for os at tænke det ind i vores kerneopgaver”, siger Gitte Bak, der er Divisionschef i Nomi4s.
Den nye affaldsordning, som netop er blevet politisk besluttet i alle de fire ejerkommuner, betyder, at alle borgere får en ny beholder med to rum – et til organisk madaffald og et til restaffald. Den nye beholder vil erstatte den beholder, vi i dag bruger til husholdningsaffald, vi får altså ikke en tredje beholder.

 

Håber på borgernes opbakning

Gennem den nye og mere bæredygtige affaldssortering bliver borgerne en vigtig del af Nomi4s’ ønske om at praktisere cirkulær økonomi (CØ) og dermed også en mere grøn tankegang, som stadig bliver mere og mere udbredt. 

"Vi er glade for, at affaldsordningen bliver en realitet, så vi den vej igennem kan bidrage til den grønne omstilling. Men vi kan ikke gøre det uden borgernes hjælp, så vi håber, de tager godt imod ordningen."

Gitte Bak, Divisionschef, Nomi4s.

Grøn omstilling er helt nødvendigt for at kunne opfylde EU og FN’s krav til klimaindsatser om bæredygtig produktion, udfasning af fossile brændsler og mindre udledning af CO2. Her indgår fx en øget produktion af biogas, og det er netop det, den nye affaldsordning skal føre med sig.
”Vi er glade for, at affaldsordningen bliver en realitet, så vi den vej igennem kan bidrage til den grønne omstilling. Men vi kan ikke gøre det uden borgernes hjælp, så vi håber, de tager godt imod ordningen”, siger Gitte Bak.
Det vurderes, at borgerne i de fire ejerkommuner vil kunne indsamle 13.000 ton organisk madaffald om året. Ud af de 13.000 ton vil man kunne producere 1.320.000 kubikmeter biogas, og det er nok til at opvarme 500 husstande.

 

Ordning medfører nye skraldebiler

Til at tømme de nye todelte affaldsbeholdere indføres der nye skraldebiler, som er indrettet med to rum til affald. Bilerne sørger for, at madaffaldet og restaffaldet tømmes i hver deres rum. Restaffaldet køres til forbrænding, og det organiske affald forbehandles og lander derefter på et biogasanlæg, der udnytter det til energi og gødning.
Ved at genanvende det organiske affald kan der ikke alene produceres biogas til opvarmning af huse. Der føres også vigtige næringsstoffer som fosfor, kvælstof og kalium tilbage i naturens kredsløb, men det kræver, at det organiske affald er renset for andet affald.

 

Fakta om CØ

CØ er genbrug eller genanvendelse af materialer og ressourcer til nye formål. På den måde sættes materialer ind i et kredsløb og genanvendes flere gang, i stedet for at vi smider ud og bruger nye ressourcer på fx produktion af byggematerialer eller biogas.

 

Publiceret 12-06-2018