Energibyen Skive har fået bevilget midler til at lave et udbud, så byggeriet af kommende autismeboliger i Skive kan udføres efter principper i cirkulær økonomi.
Ud fra de cirkulære principper er det et krav i udbuddet, at husene skal bygges sådan, at der ikke skabes affald under opførelsen, ombygning og nedbrydning. Komponenterne, der bruges i byggeriet, skal blandt andet designes, så de kan bruges i nyt byggeri efter en årrække.
Byggeriet af autismeboligerne i Skive bliver en af de største og første af sin art, når de engang i 2020 bliver en realitet.

 

Skive er de første

Det er Region Midtjylland, der gennem programmet Circularity City har finansieret udbudsprojektet.

"Skive Kommune er de første, der har budt ind med et konkret projekt. Kommunen har arbejdet længe med cirkulær økonomi."

Niels Mikkelsen, Minor Change Group.

Circularity City er et konsortie, der skal stå for at udbrede cirkulær økonomi i byggeriet i regionen.
”Skive Kommune er de første, der har budt ind med et konkret projekt. Kommunen har arbejdet længe med cirkulær økonomi”, siger Niels Mikkelsen fra Minor Change Group, der er specialist i cirkulær økonomi. 
Selve byggeprojektet med autismeboligerne er vedtaget, men sat på pause for at få de cirkulære løsninger tænkt ind i udbuddet, men uden at prisen på byggeriet stiger som følge af de nye krav. Lige nu koster det at bygge efter cirkulære principper mere end traditionelt byggeri, men det er forventningen at det i fremtiden bliver billigere og dermed mere attraktivt at tænke cirkulær økonomi ind i et byggeri.

 

Affald er et kæmpe problem

Der er globalt set et stort affaldsproblem. 30 procent af al affald i EU kommer fra bygge- og nedbrydningsaffald. 

"Det er dumt at smide ressourcer, der ligger lige for næsen af os, ud. I stedet skal vi genanvende dem til at bygge med."

Niels Mikkelsen, Minor Change Group

Der er nogle udfordringer, der skal løses, og det gør vi ved at genanvende ressourcer eller bygge med materialer, der kan genanvendes fremadrettet.
”Det er dumt at smide ressourcer, der ligger lige for næsen af os, ud. I stedet skal vi genanvende dem til at bygge med”, siger Niels Mikkelsen fra Minor Change Group.
Circularity City har til formål at skaffe viden og erfaring om implementering af cirkulære krav i udbudsmaterialer samt inspirere kommuner og staten til at gå forrest med cirkulær økonomi.
”Med cirkulær økonomi får man også et sundere byggeri, fordi der ikke må være noget i materialerne, der forhindrer, at de kan genanvendes”, siger Niels Mikkelsen.
 

Publiceret 17-05-2018