I forbindelse med projektet Biogas2020 har Aarhus Universitet arrangeret en række TBMI (Technological Business Model Innovation) Challenges.

En challenge går ud på, at de studerende sidder i såkaldte ”BeeCubes”, som er sekskantede mobile rum, og udarbejder løsninger på en praktisk problemstilling ud fra et særligt modelværktøj.

”Fagligt får vi noget virkelighed med en rigtig problemstilling ind over og skal anvende det i vores arbejde med modelværktøjet, og det er en god måde at lære på. Personligt opdager vi hvor vigtigt det er at have det godt sammen, når vi er seks forskellige mennesker i en gruppe”, siger Lina Byrialsen, som er studerende på Aarhus Universitet.

Sammen med Torben Fjordvang og fire andre studerende, herunder to udenlandske studerende, har hun arbejdet med Skive Kommune som case. Over to intense dage skulle de sammen finde frem til innovative løsninger, der kan løfte mobiliteten i Skive Kommune og gøre transporten mere bæredygtig.

 

Vigtigt med løsninger til bæredygtig transport

Transporten udgør en ekstrem stor del af Skive Kommunes CO2-udslip og er et af fire temaer i den kommende Klima og Energistrategi, altså det er et område, Skive Kommune skal arbejde strategisk med. Netop derfor er det så vigtigt, at der bliver fundet nogle løsninger til at gøre den grønnere og mere bæredygtig.

"Fagligt får vi noget virkelighed med en rigtig problemstilling ind over og skal anvende det i vores arbejde med modelværktøjet, og det er en god måde at lære på."

Lina Byrialsen, studerende, Aarhus Universitet.

Hvis grøn omstilling skal have en betydelig effekt på transportområdet, indebærer det, at køretøjernes drivmiddel skal omstilles til at være fossilfri, fx biogas eller el, og at man nedsætter antal kørte kilometer per person. Og netop biogassen har været oplagt for de studerende at bruge i deres løsning.

”I visionen om CO2-neutralitet er der et helt klart behov for at transportere mennesker, det kommer man ikke udenom. Og det nytter ikke noget med cykler, der skal være noget motordrevet. Der er i forvejen en infrastruktur med biogas i Skive, derfor har det været naturligt at overveje, hvordan vi kan få biler og busser på biogas i vores løsning”, siger Torben Fjordvang.

 

Gratis biogas var lidt for vildt

Det endelige resultat blev forslaget om at bygge fire såkaldte ”Bio dele-stationer” i Skive, Balling, Roslev og Hald. Byerne er valgt strategisk ud fra at kunne dække så stort et område i kommunen som muligt.

"Der er i forvejen en infrastruktur med biogas i Skive, derfor har det været naturligt at overveje, hvordan vi kan få biler og busser på biogas i vores løsning."

Torben Fjordvang, studerende, Aarhus Universitet

På stationerne vil man kunne tanke biogas, leje elcykler og biogasbiler, hvor prisen falder jo flere personer, der kører med, og der vil være flexbusser mellem oplandsbyerne samt non-stop busruter til og fra stationerne.

Det hele vil fungere gennem en app, hvor man kan planlægge og bestille sin rejse, og borgere kan tilbyde samkørsel gennem appen.

”Vi har diskuteret muligheden for gratis biogas som brændstof, men det er en ret vild idé, som normalt ikke ville blive implementeret”, siger Torben Fjordvang.

 

Udfordret af det kommunale

De seks studerende har med hver deres forskelligheder, og kun to dage til at finde frem til fælles løsninger, haft travlt, og med en kommunal case har gruppen været ekstra udfordret.

”Vi er vant til at arbejde med virksomheder, og det er anderledes i det kommunale. Der er regler, kontrakter og stramme rammer at forholde sig til”, fortæller Torben Fjordvang.

Gruppen har fremlagt sine idéer for et dommerpanel, som blandt andet mente, at de studerende havde en god forståelse for udfordringerne ved at arbejde med forretningsmodeller i en kommunal sammenhæng med blandt andet budgetter og krav om udbud.

Publiceret 12-06-2018