Skive Kommune deltager via Energibyen Skive i et EU-projekt, CiNURGi, om recirkulering af næringsstoffer
CiNURGi er et stort EU-projekt, der fokuserer på at øge recirkuleringen af næringsstoffer som f.eks. fosfor og kvælstof fra biomasser. Det kan være restprodukter fra landbrug, industri og kommunale forsyningsvirksomheder, der på sigt kan indgå i symbioser, der udnytter restprodukterne til at skabe ny værdi, f.eks. produktion af sikre gødningsprodukter. Projektet skal også vise vejen for, hvordan kommuner fremover kan facilitere, at der sker mindre tab af næringsstoffer.
I Skive kommune vil vi lave en kortlægning af, hvilke reststrømme der eksisterer på egnen i form af biomasser med højt næringsindhold. Kortlægningen kan være det første skridt i at understøtte en bæredygtig udvikling hen imod en cirkulær økonomi, hvor næringsstoffer, der ellers ville gå tabt, recirkuleres og anvendes til nye produkter, der kan udveksles mellem aktører og virksomheder. Dermed kan kortlægningen give potentiale for at dele viden og dermed understøtte udviklingen af nye værdikæder.
Projektet modtager fondsmidler fra Interreg Baltic Sea Region og har 24 partnere fra 8 forskellige lande i Østersøområdet og har et samlet budget på 6,54 mio. Euro, hvoraf Skive modtager en mindre andel.
Projektperioden er fra november 2023 til oktober 2026.